Terry Haggerty

PAINTBOX extensions viser Terry Haggerty
12. september - 11. oktober 2003

Terry Haggerty (UK) oversætter trivielle ting i vores tredimensionelle hverdag – radiatorer, persienner, spjæld til ovne og air-condition anlæg – til enkle, todimensionale udsagn. Resultatet er stramme mønstre af striber eller linjer, sat på fladen med to mættede farver. Det er enkelt og fladt – men kun ved første øjekast. I næste øjeblik pulserer billedet frem og tilbage mellem to og tre dimensioner. De lodrette og vandrette linjer flyder sammen til tredimensionelle former, og udefinerbare, abstrakte rum opstår for øjnene af beskueren.

I andre værker kappes linen til de genkendelige objekter i vores hverdag. I stedet arbejder Haggerty med at fiksere noget så flygtigt og uhåndgribeligt som spektralfarver. Forløbet af farver, der vandrer gennem ubrudte linjer, bestemmer så at sige kompositionen. Fladen aktiveres på farvens og linjens præmisser.
Det er første gang, at Terry Haggerty, der bor og arbejder i New York, udstiller i Skandinavien.

Værkerne på udstillingen er ikke vist før, men er skabt i løbet af de seneste to måneder under Haggertys ophold på Gl. Dok, Statens Værksteder for Kunst og Håndværk i København. I udstillingen indgår også vægmaleri.